Still got the blues

- Om Niels Pedersens billedverden

Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen.

"Husk mit navn" er det paradoksale pseudonym på en af tidens hotteste kunstnere. En kunstner, der skiftede den risikobetonede tilværelse som lovløs graffitimaler ud med titlen som billedkunstner.

Niels Pedersen har ingen problemer med at bruge sit eget meget danske navn, men ellers er hans kunstneriske inspirationskilder ikke meget anderledes end "Husk mit navns", dvs. alt, hvad der er amerikansk. Der er jo det sære ved tiden, at skønt anti-amerikanismen blomstrer som aldrig før, har vi i den grad indoptaget amerikanske udtryks- og tænkemåder, at vi er blevet "næsten-amerikanere". Slankekure, plasticoperationer, fedmeepidemier, sæbeoperaer, reality shows og hele hiphop-kulturens slang er så ærkeamerikansk, at alle tanker om en EU-union alene af denne grund virker absurd. Det samme gælder for billedkunsten, for Niels Pedersens forbilleder er ganske tydeligt pop-kunsten med Andy Warhol og Robert Rauschenberg i spidsen. Især er sidstnævntes univers af små og store tildragelser fra livets kalejdoskopiske virvar sat sammen i ofte åndeløst smukke collager af silketryk og akrylmaling, en afgørende forudsætning for Niels Pedersens kunst. Det er det rå, hektiske og fragmenterede storbyunivers, Niels Pedersen fremmaner i sine billeder. Afskallede plakater, halvt udvisket graffiti, politiske opråb og avisoverskrifter blander sig med spøgelsesagtige billeder af VIP´er gennem tiden, Karen Blixen, Marilyn Monroe, Bogart, Bono eller med ganske anonyme mennesker, der ser på os, nysgerrige eller blot fortabte i en verden, de ikke længere har overskuddet til at fatte i sin helhed.

Det er også derfor, der på én gang er noget pessimistisk og optimistisk i Niels Pedersens billeder. Pessimistisk, fordi billedernes manglende hierarkiske centrum blot efteraber den fuldstændigt uoverskuelige malstrøm af informationer og synsindtryk, vi får smidt i hovedet via tv, internettet, på motorvejen eller i det åbne kontorlandskab, mange af os arbejder i og som får os til at føle os som små myrer uden selvstændig vilje. Optimistisk, fordi Niels Pedersen som Rauschenberg ser en næsten zen-buddhistisk befrielse i at åbne op for alle sindets sluser, lade sig opsuge af alle de forvirrede indtryk og i sin kunst prøve at gengive den store, ubønhørlige, men også livsbekræftende strøm, vi er en uadskillig del af.

Det er uden tvivl også derfor pop-kunsten er blevet så populær, som den er. Man behøver ikke at have en magistergrad i filosofi for at forstå den. Vi kan alle, i hvert fald i de vestlige storbyer, nikke genkendende til såvel motiverne som udtryksmåden. Dette er VORES verden, vores liv, vores tanker, vi ser gengivet, råt for usødet, men også med en egen melankolsk vished om, at der så sandelig også er omkostninger bag vores hektiske livsstil. Niels Pedersen arbejder med stor sikkerhed og helt selvstændigt i forlængelse af den amerikanske popkunst. Den passer til ham som fisk i vandet og denne begejstring, iver og "haven noget på hjertet" smitter af på os, så det er en fornøjelse at betragte billederne. Niels Pedersens kunst går rent ind, hvad enten man er automekaniker, hiphopper, forstadsfrue, skoleelev eller mellemleder.